I 2008 bad Danmarks Smukkeste Festival Rambølls Center for Oplevelsesøkonomi om en uvildig rapport om betydningen af festivalen for Skanderborg Kommune. Rambøll foretog analysen, der bestod i at værdisætte de oplevelser gæsterne har på festivalen og beskrive, hvordan værdien smitter af på kommunen som et oplevelsesbrand. Endvidere skulle Rambøll undersøge, hvilken værdi festivalen har for det lokale erhvervsliv, bosætning og kommunens økonomi.
Resultatet er klart. De ord og værdier, der knytter sig til Danmarks Smukkeste Festival, smitter af på Skanderborg Kommune. Den megen mediedækning og især de besøgendes oplevelser i Skanderborg betyder, at byen er kendt som både en smuk by, en kulturby, og en by med musik og smuk natur. En undersøgelse blandt godt 1.100 jyder viser således følgende profiler for en række jyske byer.

Skanderborg Kommune drager i høj grad nytte af Danmarks Smukkeste Festival, der er kimen til kommunens kulturelle image. Analysen viser, at markedsføringsværdien af festivalen er på et tocifret millionbeløb. Et beløb som kommunen ellers ikke ville have afholdt. Dette understreger blot, at Skanderborg ville have været noget andet uden Danmarks Smukkeste Festival.
Analysens resultater
Brandværdi:
- Danmarks Smukkeste Festival og rammen i Dyrehaven udgør et stærkt positivt brand, der estimeres til en værdi på kr. 350 mio.
- Markedsføringen af Skanderborg som en smuk og kulturrig by sker ikke alene gennem festivalens reklamer, men også gennem de oplevelser som finder sted under festivalen. Værdien af denne markedsføring er opgjort til 12-15 mio. kr. pr. år.
Økonomisk effekt:
- Danmarks Smukkeste Festival generer en meromsætning i Skanderborg Kommune på knap kr. 42 mio. svarende til 72 fuldtidsstillinger. Heri er indregnet de tab som forretningslivet får som følge af de ekstraordinære tilstande som hersker under afviklingen.
- Analysen sandsynliggør en tilsvarende bosætningseffekt, der har en betydning for den kommunale økonomi på ca. 2 mio. kr. pr. år
- Festivalen har en overordnet positiv effekt i forhold til de lokale forretningsbetingelser
Sociale, kulturelle effekter:
- Festivalen skaber en samlet identitet i kommunen
- Unge opfatter byen som en ”Rock Guitar ” by
- De lokale foreninger opnår et indkomstgrundlag på kr. 1,6 mio. pr. år mere, end de ville uden festivalen
- Skanderborg Festivalklub har et socialt engagement i byen og kommunen
Værdisætning af oplevelser er en af kerneydelserne i Center for Oplevelsesøkonomi. Vores mål er at komme et skridt dybere end blot opgørelse af omsætningen, som mange turismeanalyser anvender. Samtidig er det vores mål at skabe egentlige kvantificeringer, hvor det er muligt. I forhold til sidstnævnte har vi et stærkt samarbejde med Rambøll Economics.