Mens staten er gået forrest med Lean og allerede har opnået gevinster og øget effektivisering, så er det nu kommunerne, der for alvor ser potentialet i at implementere Lean. 71 kommuner er gået i gang med Lean eller overvejer at gå i gang, viser Rambøll Managements nye undersøgelse, der baserer sig på interview med 118 topledere i kommuner, regioner, ministerier og styrelser. Undersøgelsen viser, at Lean kan blive et vigtigt redskab, der kan hjælpe kommunerne til at leve op til de stigende krav, som strukturreformen og den kommende kvalitetsreform lægger op til.
"De offentlige organisationer ser Lean som en tilgang til at realisere nogle af strukturreformens krav om både øget kvalitet og bedre service i den offentlige sektor og som en måde at udvikle og effektivisere organisationer på," siger Sanne Nørgaard, Business Manager i Rambøll Management.
Kommunerne forventer stor effektiviseringsgevinst
Kommunaldirektørerne har høje forventninger til Lean, viser undersøgelsen. Blandt de kommunaldirektører, der overvejer at igangsætte Lean, forventer 24 pct., at der kan hentes en effektiviseringsgevinst på mellem 10-30 pct. 22 pct. af kommunaldirektørerne mener, at de kan reducere omkostninger på mellem 10-30 pct. Overføres de 10 pct. i effektiviseringsgevinst til kommunernes driftsudgifter inden for fællesudgifter og administration (den såkaldte konto 6) vil effektiviseringsgevinsten udgøre ca. 2 mia. kroner.
Staten er gået forrest
Det er med god grund, at kommunerne kan forvente store besparelser. Rambøll Managements undersøgelse viser nemlig, at staten er nået længst med Lean og allerede har opnået markante resultater. 63 pct. af de statslige organisationer, der har påbegyndt eller gennemført Lean-projekter, svarer, at de har opnået en effektiviseringsgevinst på 10 pct. eller mere.
"For mange offentlige organisationer er det en nødvendig effektivisering set i strukturreformens lys og i lyset af den kommende mangel på arbejdskraft", siger Sanne Nørgaard.
Staten har på alle de adspurgte områder opnået markante resultater. 32 pct. af statens organisationer, der har påbegyndt eller gennemført Lean-projekter, har opnået reduktion i omkostninger. 44 pct. har opnået øget kvalitet, og 44 pct. har opnået større brugertilfredshed.
Lean giver mere tilfredse medarbejdere
Den største succes på de mere bløde resultater i undersøgelsen er, at Lean giver mere tilfredse medarbejdere. Hele 76 pct. af alle offentlige organisationer, der har arbejdet med Lean, har i nogen eller høj grad opnået øget tilfredshed blandt medarbejderne. Det giver et markant modbillede til den kritik, der har fulgt med Lean, om, at den øgede effektivisering går ud over medarbejderne.
Med forandringsledelse skabes de bedste resultater
Undersøgelsen peger på en klar tendens til, at medarbejdertilfredsheden som følge af Lean hænger sammen med fokus på forandringsledelse. Blandt dem, der i høj grad har opnået mere tilfredse medarbejdere, har 55 pct. i høj grad også fokuseret på forandringsledelse.
"Det underbygger, at Lean er en stor forandringsproces, og det skal håndteres i hele Lean-tilgangen. I Rambøll Managements tilgang klæder vi medarbejdere og ledere på til at varetage de nye roller, som Lean medfører. Medarbejderens tryghed og motivation er afgørende for at opnå vedvarende forandringsmæssige gevinster ved Lean," forklarer Sanne Nørgaard.
Undersøgelsen viser, at kommunerne har meget høje forventninger til Lean.
"For at realisere potentialet er det imidlertid væsentligt, at kommunerne i høj grad fokuserer på forandringsledelse og involvering og udvikling af medarbejderne," slutter Sanne Nørgaard.